Et tilbageblik på Spritfabrikken i Roskilde

Da det i 1990 blev kendt, at Spritfabrikken i Roskilde skulle afvikles inden for en kort årrække, opstod der på Roskilde Museum et ønske om at indsamle og bevare viden om fabrikken til eftertiden. I 1992 lavede museet en interview-undersøgelse blandt forhenværende og daværende ansatte på Spritfabrikken. Disse interviews dækkede tidsrummet fra 1943 til 1992 og udgør en væsentlig del af det materiale, som denne artikel bygger på.

I efteråret 1992 kom så nyheden: Spritfabrikken er blevet solgt. Danisco A/S, der ejer bygningerne Ringstedgade 74-76, af roskildedensere kendt som Spritfabrikken eller slet og ret “Spritten”, har pr. 1. september solgt bygningerne, men fortsætter produktionen af Gammel Dansk et par år endnu. Et par år er den tid, fabrikkens ledelse har skønnet, der skal bruges for at afvikle produktionen uden tab. Til den tid vil det være uigenkaldeligt forbi. Roskilde by vil have mistet en af sine største, ældste og mest velrenommerede arbejdspladser.

At Spritfabrikken kom til at ligge netop på dette sted var ingen tilfældighed. Stedet her har en lang tradition for brændevinsfremstilling, en tradition der i hvert fald går 200 år tilbage. I 1792 blev den første hollandske mølle 1) på denne egn opført her ved indfaldsvejene fra Holbæk og Ringsted. Mølleren, Hans Larsen, var værtshusholder og ejer af den nuværende spritfabriks grund. Kroen blev kaldt Møllehusene. Som skik og brug var dengang, havde stedet eget landbrug, mejeri og brændevinsbrænderi.

Ved en stor brand i 1849 gik gårdene her uden for Ringsted Port tabt. Også Møllehusene brændte, men dens daværende ejer, Rasmus Jensen, byggede hurtigt op igen. Allerede et halvt år efter branden stod hans nye stuehus færdigt.

Den smukke bygning står endnu og rummer i dag Spritfabrikkens administration. Da Rasmus Jensen døde, overtog hans enke, Rasmine Jensen, ejendommen. Hun fortsatte ikke værtshusvirksomheden, men forpagtede kroen bort til skiftende ejere indtil 1867.

I 1867 blev Møllehusenes jorde og brænderi købt af proprietær Rasmussen og en løjtnant Eusebius Bruun 2). De to mænd delte virksomheden imellem sig, således at proprietæren fik landbruget og Bruun brænderiet. Mens brænderiet hidtil primært havde været med henblik på kroens gæster, blev det nu omdannet af Bruun, som ønskede at starte en egentlig fabrikation.

Men allerede i 1871 gik Bruun fallit. Boet solgte ejendommen til et interessentselskab “Dampbrænderiet Møllehusene”, som dog gik konkurs i 1876.

Ved en auktion i 1878 blev det hele overtaget af kommerceråd I. W. Heyman, som drev virksomheden videre under navnet “Roskilde Spritfabrik” i samarbejde med cand. pharm. C. A. Olesen.

I 1881 skete der en eksplosion, hvorved en stor del af fabrikken brændte. For at få genopbygget fabrikken allierede Heyman og Olesen sig med den kendte finansmand C. F. Tietgen.

C. A. Olesen, der stammede fra en brænderislægt i Vendsyssel, var i 1870 blevet tilknyttet landets førende brænderi “Aalborg privilegerede Sirup- og Spritfabrik”. Olesens plan var at danne et selskab, der skulle opkøbe sprit i Østersølandene og lade den rektificere, dvs. rense ved destillation, i Danmark. Derefter skulle den rensede sprit sælges videre til Spanien og Frankrig, hvor der på daværende tidspunkt var store eksportmuligheder.

Olesen henvendte sig med sin plan til C. F. Tietgen, der straks fattede interesse for sagen, da han efter dannelsen af “Det Forenede Dampskibsselskab” selv havde planer om at oprette en middelhavslinie. Resultatet blev dannelsen af Aktieselskabet “De Danske Spritfabrikker” den 9. august 1881.

Spritfabrikkernes mærke blev malteserkorset, som allerede var kendt fra andre af de såkaldte Tietgen-selskaber 3). I tidens løb undergik mærket nogle ændringer, inden det fandt sin mest enkle form, som vi kender den i dag: Ovalen med det hvide malteserkors på rød bund.

I Roskilde var den nedbrændte fabrik blevet genopført allerede i 1881 efter tegninger af arkitekt, senere kgl. bygningsinspektør, Martin Borch, der var selskabets arkitekt. Frem til i dag har denne bygning huset en væsentlig del af den egentlige produktion. Kornpakhuset med tilhørende silobygning blev opført i 1906. Sammen står disse stort set uændrede røde murstensbygninger som fine eksempler på industribyggeri fra den periode.

Efter at Tietgen var gået ind i den danske spritfabrikation, voksede det nye selskab ved sammenlægning med andre danske spritfabrikker, herunder Aalborg. Derved fremmedes yderligere den koncentrationstendens, som allerede havde gjort sig gældende gennem det meste af det nittende århundrede, og som gav sig udtryk i et stadig faldende antal brænderier.

Olesens og Tietgens eksporteventyr, der havde været anledning til stiftelsen af Spritfabrikkerne, blev ikke til noget, da en pludselig ændring af toldforholdene på det spanske marked umuliggjorde en eksport. Derimod havde det nystartede aktieselskab held med sin indenlandske afsætning.

I årene frem til 1914 fortsatte sammenslutningen af brænderier, ligesom mange brænderier blev nedlagt, således at der ved udbruddet af 1. verdenskrig kun var 25 brænderier tilbage.

Fra 1923 var De Danske Spritfabrikker reelt eneproducent af sprit i Danmark. Denne udvikling var primært forårsaget af to ting: Den ene var de knappe råstofressourcer som følge af krigen, den anden var at staten i 1917 havde gennemført en mangedobling af spiritusbeskatningen, som reducerede forbruget til en brøkdel af, hvad det havde været før. Spritfabrikken i Roskilde kom til at lide under dette. I 1926 stoppede man produktionen helt, og anlægget til spritfremstilling blev i hovedsagen demonteret. Fra nu af fungerede fabrikken i Roskilde som forsøgs- og reservefabrik.

Allerede i 1922 havde De Danske Spritfabrikker lanceret en dansk likør, som blev fremstillet i København. Men i løbet af 30’erne blev forholdene på fabrikkerne i hovedstaden for trange 4). Man måtte ud og leje lokaler, en løsning der på længere sigt var både upraktisk og uøkonomisk. I stedet vendte man blikket mod fabrikken i Roskilde, hvor der endnu var udvidelsesmuligheder. I 1931 havde man i Roskilde indrettet en afdeling til fremstilling af tinkturer til likør, men nu skulle hele likørfremstillingen samles her. Den 19. december 1941 blev grundstenen til en ny fabriksbygning lagt.

Fabrikken, som var tegnet af arkitekt Alf. Cock-Clausen, kom til at ligge med sin lange facade ud til Holbækvej. En fire etagers bygning med et samlet etageareal på ca. 3400 m2, udført solidt med henblik på mange års brug. Den 21. juni 1943 blev “Likørfabrikken” indviet. Selve indvielsen blev markeret ved, at hele det til lejligheden indbudte selskab begav sig op på fabrikkens flade tag, hvor Dannebrog blev hejst.

Nu kunne man gå i gang med at lave likør i Roskilde: “C.L.O.C. 5) Brun Etiket”, “C.L.O.C. Orange”, “C.L.O.C. Cacao” samt det nyeste mærke “1943”.

Sukkerrationeringen satte ganske vist nogle grænser for produktionens størrelse og dermed også for antallet af ansatte, men nogle nye folk måtte man have. Især til tapperiet og til etikettering og pakning, som altsammen skulle foregå i den nye fabriksbygning.

Likørens smag og duft

I den gamle fabrik, den fra 1881, fortsatte man arbejdet i tinkturafdelingen. Efter bestemte recepter blev forskellige frugter, krydderier m.m. sat i blød i en blanding af sprit og vand. Efter et stykke tid blev frugter, og hvad der ellers var kommet i, siet fra, og tilbage havde man en væske, hvori de frasiede frugter og krydderiers smags- og duftstoffer er bevaret, en tinktur.

Når tinkturen var klar, kunne man blande likøren. 5000 liter ad gangen blev blandet, lagt på 200 liters fustager og anbragt i kælderen i et år, inden likøren skulle filtreres for de sidste urenheder, så den kunne blive helt fin og klar.

Mange tror sikkert, at det med at Spritfabrikken bruger rønnebær, var noget der opstod sammen med Gammel Dansk, men det er ikke tilfældet. Rønnebær blev også brugt til likør-tinktur.

Sidst på sommeren, når de modne rønnebær kom ind på fabrikken, sad der ved lange borde nogle kvinder, hvis job det var at ribbe bærrene. Det var de såkaldte “rønnebærdamer”. Rønnebærdamerne var typisk kvinder, som ikke selv arbejdede fast på fabrikken, men som på forskellig anden vis var knyttet til den, f.eks. ved at være i familie med en af de ansatte 6). Da rønnebærrene skulle ribbes, mens de endnu var friske, skulle det gå hurtigt, og der kunne sommetider være mere end 40 rønnebærdamer i arbejde samtidig. Når bærrene var ribbet, stod et par mand klar til at vaske dem. Derefter blev de knust og presset. Saften blev solgt til en marmeladefabrik, mens skallerne kom på træfustager og tilsat 60% sprit. Hele processen – fra rønnebærrene kom friske ind og til skallerne var sat på sprit – skulle gøres færdig samme dag, ellers gærede det, og hele arbejdet ville have været spildt.

Filtreringen foregik dengang som nu på 1. sal i likørfabrikken. Dagen før man skulle filtrere, blev beholdere, fustager, og hvad man ellers skulle bruge, stillet an. Man startede kl. 7.00 oppe på 2. sal med, at fustagerne med likør blev rullet hen over to parallelle jernbjælker, der dannede en slags bro over et hul i gulvet. Gennem hullet blev fustagernes indhold tømt ned i en 500-liters beholder, der var anbragt under loftet på 1. sal. Selve filtret skulle også gøres klar: Med et stort piskeris rørte man asbest ud i en beholder med likør. Denne “grød” blev v.h.a. en håndpumpe pumpet gennem en række lodretstillede plader med trådnet. Asbesten satte sig fast i trådnettene og kom derved til at fungere som filter.

At pumpe asbesten på filtret tog 1-1 1/2 time. På en viser kunne man holde øje med, om der var det rigtige tryk på, ellers faldt asbesten af trådnettet. Efter en pause måtte man altid se, om likøren fra beholderen oven over stadig var ren, når den kom gennem filtret, ellers måtte man pumpe mere asbest på. Der var to mand om arbejdet. Ham, der stod nede ved filtreringsapparatet, skulle sørge for, at trykket hele tiden var der og tage prøver for at se, om likøren var ren. Manden på 2. sal skulle sørge for, at der hele tiden var noget i beholderen. Man kunne filtrere 10.000 liter på en dag. Det var i denne periode – omkring 1950 – at man begyndte at erstatte de gamle emaljerede jernbeholdere med beholdere af stål. En filtrering varede hele dagen fra kl. 7.00 til kl. 16.30, men man havde sin formiddags- og eftermiddagspause.

Man filtrerede ikke hver dag. I perioder, hvor der ikke blev lavet så meget, kunne der gå 14 dage
mellem filtreringerne. Så lavede man alt muligt andet: havde opsynet med rønnebærdamerne, var i tapperiet, eller måske blev man sat til at sætte banderoler på, og så gjaldt det om ikke at have for stive fingre

Det med banderolerne var ellers kvindearbejde. Selve produktionen var mændenes domæne, mens kvinderne arbejdede i etiketteringsrummet og både mænd og kvinder arbejdede i tapperiet. En arbejdsdeling, der har holdt sig stort set uændret til 1992.

Fra de tomme flasker kom ind i tapperiet, foregik det således: Flaskerne blev 10 ad gangen lagt i en flaskevaskemaskine, kom ud og blev automatisk sat på båndet, som kørte dem videre til gennemlysning for urenheder. Derfra til tappemaskinen, hvor de blev fyldt. Hvis der skulle kapsler på, blev de sat på af manden, der også holdt øje med tappemaskinen. Ellers videre til propmaskinen, som satte propperne i, mens en mand med en håndbetjent maskine trykkede dem fast. Flaskerne blev derefter skyllet i en slags bruser – de kunne være blevet klistrede af likøren. Dernæst blev de gennemlyst for at se, om likøren var ren, pakket og lagt i C.L.O.C-kasserne. Kasserne blev kørt ud i et rum, til de skulle videre til etiketteringsrummet.

Når man kom om morgenen, gik man op og tog overtøjet af og sit arbejdstøj på. Hver havde sin garderobe. Præcis kl. 7.00, når klokken ringede, gik man ned igennem tapperiet og ind i etiketteringsrummet. Her kom formanden og fortalte, hvad der skulle laves den dag, og hvor mange han skulle bruge i tapperiet. Foruden de to mænd ved henholdsvis tappemaskinen og propmaskinen, var der fire kvinder, som fordelte sig ved vaskemaskinen, lysning af tomme flasker, lysning af fulde flasker og pakning.

Gik man i tapperiet, var man der hele dagen. Men man byttede arbejdsplads i dagens løb, så man ikke lavede det samme hele tiden, som regel efter en af pauserne. Ligesom de øvrige ansatte, havde folkene i tapperiet også pause om formiddagen og til middag. Kl. 16.30 var det fyraften.

De kvinder, der ikke gik i tapperiet, gik i etiketteringsrummet hele dagen. Formanden kom ud med de banderoler, der skulle bruges, og fortalte, hvilken type flasker og hvor mange, der skulle bruges den dag. Likørfabrikken var jo helt ny dengang, så til den første oplæring kom en mand fra København og viste, hvordan det altsammen skulle gøres. Det var håndarbejde. Det skulle gøres ordentlig – ikke noget, der sad skævt eller manglede nogen steder. I etiketteringsrummet stod tre store borde. Det var den samme proces, der foregik ved hvert af bordene, men hver af de 3-6 kvinder, der sad ved samme bord, lavede hver sin del af processen. Når de fyldte flasker blev kørt ind, var banderolerne det første, der kom på. Der var 100 banderoler i hver pakke, der blev udleveret én ad gangen. Skulle det ske, at der manglede en banderole, når man kom til flaske 100, så måtte man kradse på alle banderolerne, indtil man fandt flasken, hvor der var sat to oven i hinanden. Det skulle simpelthen passe. Fra banderoledamen gik flaskerne videre til damen, der satte etiketterne på og endelig hen til hende, der pakkede. Alle flasker blev pakket ind i papir dengang. Var man blevet træt af at sætte etiketter på, kunne man bytte plads med en anden, det var ikke noget problem.

Kvinder og mænd havde hver deres spisestue dengang. Her kunne man spise sin madpakke og tage af kaffekanden, som en af rengøringsdamerne havde sørget for. Hvis man gik i middagspausen, skulle man trykke på en ringeknap ved kontoret, så de vidste, hvem der kom og gik. Hvis en lampe lyste rødt, når man var på vej ud, skulle man åbne sin taske, så de kunne se, at man ikke havde taget noget.

Den sidste times tid skulle man rydde op, gøre rent, skure borde osv., så der var klar til næste morgen.

Allerede ved Likørfabrikkens indvielse i 1943 blev det omtalt, at man havde planer om at lave whisky. Ideen om whisky var egentlig et resultat af krigen – at vi var handelsmæssigt isoleret. Whisky var blevet en “bukkevare”, altså noget man skulle tigge om, hvis man ville have det. Så var det jo meget oplagt for Spritfabrikkerne at tænke: Jamen skal vi ikke lave en whisky, der er lige så god som den, skotterne laver. Som tænkt så gjort, og i 1947 gik man i gang. Fra en fabrik i Skotland kom en vaskeægte skotte for at lære folkene i Roskilde, hvordan rigtig whisky bliver lavet.

Mens arbejdet for folkene i tapperiet og etiketteringsrummet fortsatte stort set uændret, skete der store forandringer for nogle af mændene i produktionen – man arbejdede i døgndrift, og arbejdsprocessen var en helt anden.

Til fabrikken kom der 300 tønder af den fineste maltbyg, som i sække blev hejst op på kornmagasinet. Herfra tog man 18 tønder ad gangen og lagde dem i “støb”, dvs. i blød.

Det foregik i den gamle fabriksbygning, som fra den tid og til nu kaldes “whiskyfabrikken”. Her stod det i to store betonkar i 2 1/3 døgn. Man lavede 3 støb om ugen.

Næste del af processen foregik i malteriet, hvor kornet blev lagt til spiring i 9 døgn. Malteriet minder om en stald med en midtergang og båse på hver side. Her blev kornet varmet for at fremme rodspiringen og tørret for at bremse topspiringen.

Under båsene, eller “kasserne”, var der kanaler, hvor man v.h.a. et blæseapparat kunne blæse varm eller kold luft igennem. De 18 tønder blev fordelt med 9 tønder i en kasse på hver side af midtergangen Hver dag gik en mand, der ikke bestilte andet end at kaste kornet fra en kasse over i en anden for at lufte det. De første døgn brugte han en greb, for da var spirerne blevet så lange, at kornet filtrede. Både skovl og greb var helt af træ. Man måtte ikke bruge jern i forbindelse med whiskyfremstilling. Rør, som væsken skulle løbe i, var af kobber eller foret med kobber. Selv hamre og søm var af kobber.

Efter de 9 døgn kom kornet på kølle. Køllen er et rum, der går fra kælderniveau op gennem stueplan til 1. sal. Oven over fyret, som var i kælderen, blev kornet bredt up på et “gulv”, der bestod af et tæt net af fingertykke metaltråde. De to mænd, der arbejdede i køllen, skulle vende kornet og passe fyr og spjæld. Der blev fyret med tørv fra Åmosen på Sjælland. Røgen fra fyret trænger op gennem malten og tørrer den. Malten tilbageholder en del af de stoffer, som sidenhen giver whiskyen dens karakteristiske røgede smag.

Nu skulle kornet afspires i en tromle med indvendige pigge. Det foregik om natten oppe på 1. sal. Herefter blev kornet sat på sække igen og lagret nogen tid. Så skulle det males. Dette foregik ligesom afspiringen oppe på 1. sal. Her stod to mænd, som malede kornet til mel mellem stålvalser som møllesten.

Det malede korn blev nu smidt ned i en mæskebeholder, hvor det under omrøring blev blødt ud i kogende vand. Herunder forsukres stivelsen, og når omrøringen standses sætter skaldelene, “masken”, sig til bunds på en siplade i karrets bund, så den dannede sukkeropløsning kan sies fra. Masken blev bagefter solgt som kreaturfoder. Sukkeropløsningen, der kaldes “urten”, ledes nu over i 2 3-4000 liters trækar og bliver tilsat gær.

Gærkarrene gik ned gennem gulvet, så bunden var i kælderen, mens den øverste halvdel var i stueplan. Selve gæringen varede ca. 2 1/3 døgn. Hvis gæringen truede med at løbe over, hældte man smeltet margarine på. Gæringen var altid kraftigst langs karrets kant, så når besøgende skulle kigge, fik de lov at stikke hovedet helt ind over kanten. Det var ret morsomt at se deres udtryk, når boblerne sprang lige i næsen på dem.

Under gæringen var sukkeret blevet omdannet til alkohol og kulsyre. Den udgærede urt blev så pumpet over i “pottstillen”, der er et ganske enkelt destillationsapparat. Det tog ca. 1/2 time. Under pottstillen blev der fyret med tørv, og to hold fyrebødere holdt den i kog.

Den afdestillerede sprit kom ud i ganske lav styrke. Man samlede sprit fra et par destillationer, som så igen blev destilleret. Det var den midterste fraktion fra den sidste destillation, som var råwhiskyen. Denne skulle lagres i adskillige år på egetræsfustager, indtil den var modnet. Smagen og lugten af råwhisky er for udpræget, så den må blandes med sprit og underkastes en afrundingsmodning. Når den endelig er sat ned til salgsstyrken på 43%, er den efter filtrering klar til at blive tappet på flasker og gå i handelen. Den første whisky fra Roskilde gik i handelen i 1952 under navnet CLOC-Whisky 7).

I døgndrift

I de tre sommermåneder lå whiskyproduktionen stille. Så måtte mændene, når de ikke selv var på ferie, afløse andre, reparere, gøre rent, modtage rønnebær, osv. Men resten af året blev der fremstillet whisky, og en del af arbejdet foregik i døgndrift. Arbejdet i køllen kunne sammen med arbejdet med destillationen tilsammen holde 6 mand beskæftiget i 3-holds skift: 2 mand fra kl. 6 til kl. 14, 2 andre fra kl. 14 til kl. 22 og de sidste 2 fra kl. 22 til kl. 6. I en uge arbejdede et makkerpar kl. 6-14, så en uge kl. 14-22 dernæst en uge kl. 22-6, og så begyndte de forfra. Det var 5 hektiske år fra 1947 til 1952, men efter den tid blev der kun kørt whiskyproduktion nogle få gange. Whiskyen blev aldrig helt den succes, man havde håbet. Man standsede ret hurtigt salget, men fortsatte med de tre oprindelige likører og med en CLOC-Gin, som gik meget hæderligt, men heller ikke mere.

Fra at være omkring 45 ansatte faldt tallet drastisk i de forholdsvis stille 50’er år. På et tidspunkt var man helt nede på 10 mænd og 2 kvinder. Der var virkelig brug for nytænkning, hvis fabrikken skulle overleve. Redningen kom i form af en bitter.

Bitter-tiden

Man satsede på at fremstille en bitter, der skulle være forholdsvis mild og behagelig. Det blev til Gammel Dansk, der kom på markedet i 1964 efter næsten 3 år med eksperimenter og prøvesmagninger. Siden kom også andre bitter-mærker til – Krabask, Nautic, Den tapre Landsoldat – men ingen af disse fik tilnærmelsesvis den samme betydning for Roskilde fabrikkens opblomstring.

Rønnebær med mere

De fleste roskildedensere kender Spritfabrikkens årlige annonce, hvor de opfordrer folk til at plukke rønnebær til Gammel Dansk. Den mængde rønnebær, som folk fra Roskilde og omegn kommer med, er langtfra tilstrækkelig, så der importeres store mængder tørrede rønnebær fra udlandet. Men de friske bær er bedst, så dem vil man nødig undvære. Ud over rønnebær skal der 28 forskellige planter, frugter, krydderier m.v. i for at give bitteren den helt rigtige smag.

Hele arbejdet med at fremstille tinkturerne til Gammel Dansk varetages stort set af én mand. Han modtager krydderierne, når de kommer til fabrikken og sørger for, at de kommer op på krydderiloftet, hvor de bliver vejet af. Er der mange sække, kommer de op med transportør, ellers v.h.a. et hejseværk. Han skal også sørge for, at der bliver taget prøver af dem til laboratoriet, der undersøger, om smag og kvalitet er i orden.

At holde rede på recepterne til de forskellige tinkturer, at knuse krydderierne og komme dem i extraktionsbeholderen, at sørge for at der kommer vand og sprit på, og at tinkturerne bliver blandet i det rigtige forhold, er ligeledes hans arbejde. Når krydderiresterne rages ud af beholderne og lægges på en transportør, så det kommer ned i en container, som bliver kørt på lossepladsen, er han også med.

De dage, hvor man er i knuserummet og knuser bær og krydderier, laver man stort set ikke andet. Det tager hele dagen.

Krydderierne bliver “styrtet” en gang om ugen. At de bliver styrtet vil sige, at de oppe fra “styrtrummet” bliver hældt ned i en tragt gennem en tyk slange og ned i extraktionsbeholderen, som står på etagen neden under. En extraktionsbeholder er en beholder med en si på bunden, som tilbageholder krydderier m.v., når der laves et udtræk, d.v.s. når væsken i beholderen lukkes ud. De groveste krydderier styrtes først, fordi de finere krydderier ellers vil stoppe sien i bunden af beholderen. Når der styrtes, dufter der stærkt i rummet: rønnebær, gentianrod og andre ting, som er sværere at identificere. Styrtningen varer en times tid. Efter at sækkene er tømt, lægges de tilbage i krydderiloftet: gammeldags jutesække, papirsække og, som det nyeste, vævede plasticsække. Når krydderierne bliver styrtet, lægger de sig som et lille bjerg oven på sien, så bagefter må man ned og flade bunken ud. Men først dagen efter, så det ikke støver for meget. Så kommer der vand og sprit på beholderen, og det skal stå et vist antal dage, før man kan tage det første udtræk.

Når man har lavet det første udtræk, kommer man nyt sprit og vand på beholderen. Dette gentages flere gange, indtil alle de smags- og duftstoffer, man ønsker, er blevet trukket ud. At lave et udtræk tager 1/2-1 time. I den tid kan man samtidig komme sprit og vand på en anden beholder, hvis man bare husker at holde øje med udtrækket samtidig.

Arbejdet med krydderierne og tinkturerne foregår i whiskyfabrikken.

Produktionen af Gammel Dansk er vokset fra 100.000 liter det første år til 5 millioner liter de senere år. Det betyder dog ikke, at man skal løbe hurtigere, for samtidig er der sket en del tekniske forbedringer. F.eks. har det, at man, i stedet for pumper der skulle flyttes, og slanger der skulle tages af og sættes på, har fået faste rørsystemer og stationære pumper, betydet en stor lettelse i det daglige arbejde.

Filtreringen foregår stadig på 1. sal i Likør-fabrikken, men ikke helt som i likør-tiden. Arbejdet klares stort set af én mand, og meget af processen er blevet automatiseret. Ingen beholdere bliver kørt op fra kælderen mere. Nu pumpes væsken automatisk op i en slemmetank, hvor der bliver tilsat kiselgur. I dag har kiselgur erstattet asbesten, og piskeriset og den manuelle omrøring er blevet overflødig. Fra slemmetanken løber det af sig selv ned til etagen nedenunder, hvor filtret står. Selve filtret er heller ikke mere det samme. Væsken pumpes automatisk gennem filtret, så den gamle håndpumpe med håndtaget, der hele tiden skulle føres frem og tilbage, er også borte. Automatisk løber væsken over i tappetanken, og systemet er lavet sådan, at det hele stopper af sig selv, hvis der er noget, som er ved at løbe over.

Filtreringen er i høj grad blevet et overvågningsjob, hvor man holder øje med knapper, lamper og visere. En filtrering i dag tager ca. 4 timer, og der filtreres 40.000 liters ad gangen.

Da man i 70’erne fik en ny kolonne 8) i tappehallen, var en stor del af arbejdet stadig håndarbejde: “Sølv”-hætterne, der dengang var af bly, blev trykket til med hænderne, og sølvstrimlerne på Gammel Dansk-flaskerne blev sat på i hånden. Banderolerne blev lagt i blød dagen før. Flaskerne blev pakket ved håndkraft, og til sidst stod der en og stablede pallerne ligeledes ved håndkraft.

Dengang lavede man ca. 15.000 flasker på en dag, hvor man i 1992 var oppe på 30-40.000, alt efter hvilken type flaske det var. I 70’erne rokerede man også, som man havde gjort i likør- og whisky-tiden. Hvis man pakkede før pausen, trykkede man måske sølvhætter efter pausen, osv. Ydermere rokerede man, så man var en uge ved den store kolonne i stuen, derefter en uge ved minikolonnen på 2. sal og endelig en uge ved håndtappen på samme etage. Antallet af personer, der arbejdede de 3 forskellige steder, var meget forskelligt, så det var ikke de samme personer, man arbejdede sammen med fra uge til uge.

Ved den store kolonne var det udelukkende Gammel Dansk, mens minikolonnen også tog sig af f.eks. Krabask eller Vodka. Håndtappen kan betjenes af én person og bruges ved mængder, der er for små til, at det kan svare sig at stille kolonnen om.

Da man fik den nyeste kolonne i stuen i 80’erne, skete det største ryk henimod automatisering. Her består arbejdet for en stor del i at “fodre” maskinerne og overvåge, at de har nok at “spise” og ikke får det galt i “halsen”. Når man kommer ind udefra, virker støjen i tapperiet overvældende, og mange bruger høreværn. Hvad enten man vælger støjen eller høreværnet, er mulighederne for samtale ret begrænsede.

Tapperiet i Roskilde blev lukket i etaper i løbet af foråret og sommeren 1992. Lige efter påske flyttede minikolonnen til Dalby på Stevns, og i maj fulgte den ældste af de to kolonner i stuen efter. Den nyeste af kolonnerne flyttede til Svendborg i august. Nogle anstte flyttede med, andre fik ikke tilbuddet, og atter andre valgte at sige fra og søge noget andet.

Da det kom frem, at Spritfabrikken skulle lukke, kunne man i Dagbladet den 28. november 1990 læse følgende udtalelse af fabriksbestyreren, Børge Norup:”Jeg er omgivet af medarbejdere, der er fantastisk dygtige, og som elsker deres arbejde. Det berører os alle dybt følelsesmæssigt …”.

De ord blev stort set bekræftet af både tidligere ansatte og af folk, der arbejdede der i 1992.

I gamle dage blev fabrikken drevet på en måde, vi nok nærmest vil betegne som lidt patriarkalsk. Direktøren, Chr. Olesen, som var søn af grundlæggeren, var en chef, der holdt på formerne, titlerne osv. Men samtidig var han en person, som gerne ville hjælpe og ønskede, at de ansatte skulle have det godt. Der er eksempler på, at en ansat, der måtte fyres uden egen skyld, fik hjælp til at starte en tobaksforretning. Der blev oprettet et fond, som skulle hjælpe folk, der gerne ville have eget hus, folk fik fri med løn til at deltage i familiebegivenheder, osv. Fabrikken har op til 1992 søgt at bevare kontakten til de gamle medarbejdere, som havde været der i over 25 år. De blev inviteret med til julefrokosten og den årlige kro-udflugt. De fik 3 flasker snaps om året og også lidt til jul og påske. Også en lille pension fik man. Oprindelig 1.000 kr., som blev sat ned til 500 kr., og efterhånden havde mere symbolsk betydning. I mange år har de ansatte kunnet købe aktier i fabrikken.

Ansættelsespolitikken var så vidt mulig at tage folk ind på anbefaling af en af de ansatte. Spritfabrikkens ry for at være en arbejdsplads hvor folk gerne blev – mænd og kvinder fik samme løn, lønnen var højere og arbejdstiden kortere end andre steder – er nogle af de ting, de ansatte fremhæver. Rygterne og siden visheden om, at fabrikken skulle lukke, betød en usikker fremtid for mange af de ansatte. En situation, der ikke virkede fremmende på den gode stemning eller arbejdsglæden. Nogle søgte hurtigt ud og måtte erstattes med nye uerfarne folk. Produktiviteten faldt, så man har måttet køre med 2-holdsskift for at undgå tab.

Efter Spritfabrikkernes fusion med A/S Danisco i 1989 blev det hurtigt klart, at Roskildefabrikkens dage var talte. At samle tapningen fra Danisco’s i alt tyve tapperier vil betyde en rationaliseringsgevinst, men Roskildefabrikkens udvidelsesmuligheder er begrænsede. Dommen var afsagt. For mange er det svært at forstå, at man lukker en så velfungerende fabrik, som dog indbragte selskabet et årligt millionoverskud. Tilbage står meget snart kun bygningerne, og hvad vil der ske, vil man bruge dem og til hvad? Nogle af bygningerne er fredede: administrationsbygningen og den creme-farvede længe, der ligger vinkelret på den samt det meste af whiskyfabrikken.

Før der kan ske noget, skal der vedtages lokalplan for området. Så får vi se.

NOTER

1. De første hollandske møller blev bygget i Danmark omkring midten af 1700-tallet. De blev også kaldt for “hatmøller”, fordi kun møllens hat med vingerne drejes efter vindens retning i modsætning til de såkaldte stubmøller, hvor hele møllehuset drejes.
2. Eusebius Bruun var pioner på gærfabrikationens område og anlagde senere i København den første luftgærfabrik i verden.
3. “Det Forenede Dampskibs-Selskab A/S”, “Store Nordiske Telegraf-Selskab A/S”, “E. Z. Svitzers Bjergnings-Entreprise A/S”.
4. Fabrikationen skete i hovedsagen på Strandboulevarden, mens tapningen foregik i Snaregade.
5. C.L.O.C.-navnet er dannet af forbogstaverne i den latinske sætning Cuminum Liquidum Optimum Castelli, der på dansk kan oversættes til “fæstningens bedste kommendrik”. “Fæstning refererer til, at forarbejderne med likøren havde tilknytning til et gammelt nu nedrevet brænderitårn i Aalborg.
6. På fotografiet af rønnebærdamerne står som nummer 2 fra højre Marie Christiansen, mor til Ellen Christiansen. Jens Peter Jacobsens svigermor var også rønnebærdame.
7. Punktummerne er faldet ud af CLOC-navnet, som nu ikke længere havde nogen direkte forbindelse til det gamle brænderitårn.
8. Med “kolonne” menes transportbåndet med tilhørende maskiner og arbejdsprocesser.

INTERVIEWS MED

Ansatte og tidligere ansatte på Spritfabrikken i Roskilde:
J. K. Asmund, fhv. fabriksbestyrer, ansat 1951-1981
Tage Christensen, brænderiarbejder, ansat 1978-1992
Ellen Christiansen, fhv. brænderiarbejder, ansat 1943-1978
Jens Peter Jacobsen, fhv. brænderiarbejder, ansat 1946-1979
Bent Kjær, brænderiarbejder, ansat 1980-1992
Ilse Larsen, brænderiarbejder, ansat 1975-1992
Rita Nielsen, brænderiarbejder, ansat 1979-1992

KILDER

Ahlstrøm, Anne Louise: Årets hus. Rasmines hus eller Spritfabrikken. I Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, Roskilde, Årsskrift 1989.
Albeck, Geert: Spritfabrikken i Roskilde. I Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, Roskilde, Årsskrift 1984.
Aktieselskabet De Danske Spritfabrikkers Roskilde-Fabrik. Roskilde-Vor By, 1934.
Aktieselskabet De Danske Spritfabrikker i Fortid, Nutid og Fremtid. Pressemøde D. 5.8.1981 (utrykt, Spritfabrikkernes arkiv).
De danske Spritfabrikkers ny Likørfabrik indviet i Gaar. Roskilde Avis 22. juni 1943.
Rønø, Hans: Det gamle Roskilde i billeder. Roskildebogen 1967.